När Sällskapets toner från i fjol sakta darrat ut och när Ossler och Thåström båda håller relativt låg profil, då är det tur att vi har sådana som nykomlingen Christian Hede, som håller Europabluesmaskineriet vid liv. I hemlandet Danmark är han känd både som romanförfattare och för folk- och blues-projektet Bellhound Choir. Med nya briljanta singeln Søster, det första släppet i eget namn, uppbackad av inga mindre än just Pelle Ossler, Niklas Hellberg, Christian Gabel och Mikael Nilzén, samt danske Mads Uldall-Jessen på kontrabas, lär vi förhoppningsvis höra en hel del från honom även i Sverige framöver. Tillsammans med nämnda herrar skapar han ett sound som både är bekant och välbehövligt. Tänk Mark Lanegan, tänk Centralmassivet, tänk Duisburg och Vesterbro, tänk gnissel, blues och mullrande maskiner. Søster är en självklar del av den stålgrå världen och en av årets hittills bästa låtar. Och Hede, han är en nykomling jag mer än ser fram emot att följa.
Jag bestämde mig för att ta ett snack med Christian. Det blev ett fint samtal om nya (ljud)världar, språk, giganter och att våga bryta ny mark. Tack till Daniel för ögon- och öronöppnaren. Tack särskilt till Christian för att du ställde upp.
I Sverige är det inte många som känner till dig än. Vem är Christian Hede?
Det er jeg selv ved at finde ud af. Man kan sige, at han er sangskriver, sanger, guitarist, forfatter. Så er man dækket godt ind. Men han er også bare en mand, der forsøger at skabe noget, der har en vis tyngde. Og så er han en karakter. Et destillat af en slags. Af det mest ubehagelige, det mest drømmende og mest uopnåelige på én gang. Christian Hede er en del af mig, som menneske.
Ditt folk- och bluesinspirerade projekt Bellhound Choir var också ett slags soloprojekt. Vilka är de största skillnaderna mellan det och det självbetitlade soloprojekt du nu är aktuell med (bortsett från språket, förstås)?
Sproget er en stor del af det, for det ændrer hele tonen i musikken. Forskellen er dog også, at jeg ville bevæge mig i en mere storladen retning med mit danske solo-projekt, og udforske en type rockmusik, som ikke findes i Danmark. Jeg er fascineret af droner, dyster folk-musik, myter og atmosfære. Det prøver jeg at definere med de nye sange. Både lydmæssigt og tekstmæssigt, skal det være en verden, som du træder ind i. Fra første tone. Bellhound Choir var måske skitserne til det jeg laver nu.
Var det självklart att börja skriva på ditt modersmål danska nu?
Ja. Jeg mener, at vi har behov for mere diversitet og mindre ensretning. Så det er vigtigt, at man tager de træk, der får én til at skille sig ud, og bruger dem til din fordel. Sproget er åbenlyst. Jeg skriver også prosa på dansk, jeg tænker på dansk og jeg kan kun 100% stå på mål for mit ordvalg på dansk. Så det gav mening. Jeg mente også, at jeg havde noget at tilbyde på den front. Ikke at det er bedre eller værre, men det er noget andet. Jeg nyder selv at høre kunstnere på deres modersmål fra mange steder i verden, så jeg håber ikke, at sproget er begrænsende. Det vil jeg i hvert fald kæmpe imod. Sproget er dansk, men musikken og temaerne er universelle.
På ditt nya material gästar giganter som Pelle Ossler, Niklas Hellberg, Christian Gabel och Mikael Nilzén. Hur kom du i kontakt med dem?
Det begyndte med Pelle. Jeg hørte hans nyeste album, Evig Himmelsk Fullkomning, og jeg blev forelsket hans lyd. Og følte også, at han havde en del tilfælles med den musik, som jeg selv arbejdede med. Det var først senere, at jeg opdagede Thåstrøm, som jeg virkelig også er blevet glad for. Især de seneste plader er mesterlige. Jeg skrev en besked til Pelle for at høre, om han ville være med på mine sange. Han formidlede kontakten til de andre, og jeg er meget, meget taknemmelig for, at de ville arbejde med mig. Det har været fuldstændig essentielt for mine sange, og for den retning, som min musik vil gå i. De er alle fantastiske på hver deres felt.
Och vad har de betytt för ditt nya sound?
De har haft en kæmpestor betydning for den sound, som vi er endt med. Jeg havde skitser til sangene med i studiet, men jeg gav meget plads til arrangement-ideer, roller og var generelt mere interesseret i en kollektiv proces end i at være kaptajn.
Niklas Hellberg hjalp så meget med, at forme lydbilledet i mix, at jeg har krediteret ham som medkomponist. Det er sammen med Ossler, Gabel, Nilzén, Uldall, at jeg har fået skabt det blueprint, som jeg arbejder videre med. En industriel, mørk art af folk eller rock eller blues. En blanding af det hele måske. En sound.
Din senaste singel Søster är i min mening en av årets hittills bästa låtar. Kan du berätta lite om den och om dess text?
Mange tak. Det betyder meget, at du har det sådan. Først og fremmest, så er det den første sang, som jeg har ude. Det var vigtigt for mig, at teksten fortalte en historie med plads til lytteren. At du selv kunne lægge til og tage fra, alt efter hvilken sang, du mener er den ”rigtige”. Det er jo en tekst, der kredser om noget forbudt, noget uforløst, som så kommer til udtryk ved brug af ordet ”Søster”. Det er ikke en incestuøs sang. ”Søster” skal forstås mere som det engelske ”Sister”, som måske også er et medmenneske. Et billede på en kvinde. Måske er det en kvinde, der er hemmeligt forelsket i en kvinde, der synger. Måske er det en sindsforvirret mand. Måske er det bare tableauer. Det vigtige for mig, er at jeg får en fornemmelse af en stemning, og at jeg kan smage ordene. Det er en undersøgelse, som jeg konstant er i gang med. Musikalsk har den mange af de elementer, som jeg vil sige, er blevet en del af blueprintet i mine nye sange: Synths, Fuzz-bass, Strygere og Knirkende guitarer.
Vad eller vilka har du inspirerats av? Jag tänker både allmänt och till de nya låtarna.
De nye sange er kommet frem i jagten på en lyd eller en niche. Et sted hvor jeg kan vokse som musiker. Jeg bliver konstant inspireret af nye ting, men uanset hvad jeg prøver at røre ved, så lugter det af folk og blues. Det er en grund-nerve, som jeg ikke kan slippe. Men for at gøre det troværdigt, så skal jeg gøre det med den bagage jeg kommer med. Jeg skal ikke lyde som en afroamerikaner fra southern US, men som en mand, der er vokset op på Bornholm og bor i København. Hvis musik skal være relevant, så skal vi tage os selv og vores historie med ind i det. Så min opvækst er også en inspiration. Ellers er John Lee Hooker, Thåström, Anna Von Haussvolff, Suicide, Tom Petty, Patti Smith, The Bad Seeds, Lee Harper, Henrik Nordbrandt, Neil Young, George Saunders, Merete Pryds-Helle, Melville, Nina Simone, Judy Sill og mange, mange andre også favoritter. Listen er uendelig. Jeg filtrerer det hele på den ene eller anden måde.
Hur ser framtiden ut?
Jeg vil ud og spille så meget som muligt live, og så går jeg snart i gang med at indspille mit debut album, der gerne skulle være færdigt til sommer 2019.
482 MHz 